Hjælp os med at hjælpe Halsnæs
I 2025 vil vi åbne Halsnæs Frøbibliotek, men vi har brug for DIN hjælp.
Lige nu bugner haverne i Halsnæs med frø, og vi håber, at du som haveejer vil være med til at indsamle dem. Det gælder både blomster, bær, grøntsager og krydderurter.
Af Anita Olsen
Med biodiversitet og bæredygtighed i haven kan du hurtigt og nemt være med til at gøre en forskel for bier og insekter – og samtidig med at du får noget kønt at se på.
Alt hvad du skal gøre, er at plante forskellige planter – og selv hvis du ikke har have, er krukker eller altankasser ligeså effektivt.
Hvis du er i tvivl om hvordan du bedst samler frø, kan du blive klogere på hjemmesiden Planteliv - se link længere nede.
Frøene kan opsamles i kaffefiltre, tefiltre, gamle kuverter eller frøposer. De må blot ikke komme i plastikposer eller lufttætte beholdere. Hvis du har mest lyst til at lave dine egne frøposer kan du finde inspiration på hjemmesiden Dyrkhaven.dk - se link længere nede.
Når du er klar til at donere dine frø, skal du blot aflevere dine frøposer med plantenavn i skranken på et af vores biblioteker, så sørger vi for resten.
Når Frøbiblioteket er klar til åbning er det tanken, at man kvit og frit kan låne frø, mod at man, donerer lidt tilbage til frøbiblioteket, når ens plante sætter frø. Frøbiblioteket bliver på den måde selvkørende. Man er selvfølgelig også velkommen til at donere frø fra nye planter så Frøbiblioteket kan blive udvidet.